Hvorfor massage?

Når musklerne arbejder, afgiver de affaldsstoffer i form af mælkesyre, kultveilte og urinstof. Musklerne arbejder, selvom du sidder stille – fx når du sidder foran computeren. Affaldsstofferne ledes naturligt bort fra musklerne via blodkredsløbet og lymfesystemet. Men hvis der ophobes for mange affaldsstoffer, kan kroppen ikke følge med, og musklen bliver træt, stiv og øm.

Du kan risikere at din krop ophober for mange affaldsstoffer, hvis du sidder stille time efter time fastlåst foran computeren. Det kan også være, at du træner lidt for hårdt. Gør du det, bliver dine muskler trætte, stive og ømme på grund af de mange affaldsstoffer.

Når din krop er træt, stiv og øm kan du ikke præstere på samme niveau, som hvis din krop var klar og frisk. Derfor kan sportsmassage være din genvej til at genvinde fleksibilitet og mobilitet.

Sportsmassagen løsner og blødgør nemlig dine muskler. På den måde kan du nemmere udføre dine fysiske aktiviteter. Herudover hjælper sportsmassagen også de ophobede affaldsstoffer væk.

Sportsmassage forbedrer også blodcirkulationen og dermed også blodforsyningen til hudens celler. Massage får derved huden til at se sundere og friskere ud; huden får mere farve og glød, og så bliver den faktisk også glattere på lang sigt.

 

Sportsmassage har også en positiv virkning på kroppens nervesystem. Forskning viser, at massage påvirker kroppens biokemi ved at udløse stoffer, der dæmper stress og lindrer smerter. .

Forskere har fundet ud af, at blide berøringer øger mængden af hormonet oxytocin. Oxytocin er et hormon, som fremmer afspænding, ro og hvile, blandt andet ved at sænke aktivitetsniveauet i hjernen.

Huden er vores største sanseorgan. Den er fyldt med celler som registrerer temperatur, tryk og smerte. Cellerne er også følsomme ved blid berøring – og netop langsom og blid berøring frigør oxytocin, som fremkalder en følelse af velbehag.